TVANG#6 - JEG STRØG 6 TIMER OM UGEN....

TVANG#4 – MIT HJEM ER MIT FÆNGSEL

faengsel1

 

“Det er som om mit eget hjem, er mit fængsel…………”

Tårerne triller ned af kinderne på mig, mens jeg siger sætningen, – under én af de første samtaler, med min psykolog Mette, på psykiatrisk afdeling i Middelfart. Men det er præcis sådan det er for mig i min ocd – Verden, og sikkert også derfor, jeg i så mange år, kunne holde min sygdom skjult for omverdenen, – og ikke mindst for mig selv.

Min ocd hersker nemlig – (stort set ) kun indenfor hjemmets 4 vægge. Men så er hver eneste millimeter også ocd-inficeret, og under den gule Michelin mands herredømme ( husk at læse mere om ham LIGE HER – hvis du ikke kender ham allerede )

SÅDAN har det altid været, så langt tilbage jeg kan huske…………..

Jeg husker som noget af det første, hvordan jeg som teenager, hellere ville være hos de andre veninder, end hjemme hos mig. Jeg følte mig utilpas ved, at alt på mit værelse kom i uorden og blev rørt ved. Jeg husker hvordan jeg senere hen, da jeg flyttede hjemmefra, lukkede mig inde i min lille ungdoms-lejlighed, hvor jeg bl.a. allerede tørrede paneler og håndtag af hver dag, og ikke havde lyst til at få besøg. Ikke engang af min familie, kæreste eller bedste veninder. Senere da jeg flyttede i hus med min eksmand, husker jeg tydeligt idag, når jeg kigger tilbage ( for da jeg var i det, vidste jeg ikke der var noget helt galt ) hvor udfordrende det var, når eksempelvis hans familie fra Italien kom på besøg, og indtog hele huset i 14 dage. Andre ville sikkert også have fundet det stressende, men for mig kørte der bare konstant alarmklokker, sætninger og 4-taller inde i hovedet på mig, jeg var sur og hidsig hele tiden, mit hjerte hamrede, – og ja de må virkelig have syntes, jeg jeg en sur snegl. Men når jeg ser tilbage, kan jeg jo se, at det var som at putte salt i såret, at få familiebesøg – og så endda i så lang tid. Når de endelig var taget hjem ( det skal lige siges, at de er nogle rare mennesker, som rydder op efter sig, vaskede deres eget tøj, gjorde rent i køkkenet hvis de havde brugt det etc., og kvinderne både støvsugede og vaske gulve, for den tradition har man jo sydpå :- ) ) begyndte en større hovedrengøring fra kælder til kvist ( huset var faktisk i 3 etager ).

Da jeg fik børn blev mit hjem i den grad mit fængsel. I starten når man lige har født, er man jo i forvejen rigtig indespærret i sit eget hjem, det tror jeg de fleste nybagte mødre, kan nikke genkendende til. Men for mig, var det virkelig et helvede, og heldigvis var både Alexandro ( min førstefødte, som idag er 12 år ) og Alba ( som idag er 9 år ) nemme spædbørn, så Mor her, kunne gøre alle hendes tvangsritualer som hun plejede. Jeg husker især, hvordan jeg på sygehuset, blot få timer efter fødslen, allerede lå og planlagde inde i hovedet, hvad jeg nu skulle tørre af, når jeg kom hjem, i hvilke rækkefølger, og selvfølgelig for alle de dage, jeg ikke havde været hjemme. Og tanken om, at jeg ikke vidste hvad de andre derhjemme rørte ved, imens jeg fødte var uudholdelig, så jeg tog hjem med det samme, jeg havde født. Dette har resulteret i, at når jeg ikke kan huske, at jeg nød barselstiden, trods at jeg havde de nemmeste børn.

Da jeg blev skilt for 4,5 år siden, og derefter mødte min kæreste Dennis, blev det faktisk for første gang, en lille bitte smule synligt for mig, at der var ét eller andet galt, når jeg trådte ind i mit hjem. Dét hjem de fleste af os forbinder med noget dejligt, noget rart, et sted vi kan slappe af, være os selv………..være sammen med dem vi elsker, og få dejlige minder. MEN der skulle gå 2 år ind i vores forhold, før jeg blev klar over, der var noget helt helt galt, og turde åbne op for det………..

Hvordan er det så idag, efter jeg er medicineret og har modtaget behandling, for at få det bedre med ocd ‘en og formindske den gule Michelin mands ordrer?

Jaaaa, hvis jeg skal være død ærlig, – og det har jeg tænkt mig at være, så er mit hjem i den grad stadig en kampplads mellem “ham” og jeg – måske vil det altid være sådanne, men jeg håber da, – og tror også på ( ift. den positive fremgang jeg har gjort, blot på de 2 år jeg har været i behandling – ja 2 år, det lyder af meget ik’ + – Men det tager LANG tid, at ændre sit liv ), at det med tiden, bliver bedre og bedre, lidt af gangen. Men jeg tror også, det bliver med små skridt, bitte bitte små skridt, – men skridt i den rigtige retning…..Jeg har egentlig ikke et stort behov for, at tænke på fremtiden, ift. min ocd, og de udfordringer de vil og evt. kommer til at give mig og mine nærmeste, fordi man skal ikke gå og bekymre sig om noget, man ikke véd hvordan vil blive endnu.

Man skal ikke tage sorgerne på forskud, man skal leve i NUET……….

Men derfor er det alligevel, for mig, til dags dato, meget meget frustrerende – nej det er vidst en underdrivelse, – det er faktisk en stor sorg for mig, – at min ocd kun ( næsten ) hersker i mit hjem. Altså selvfølgelig er jeg glad for, at den ikke også har fulgt med mig udenfor, men dét at min ocd er så dominerende i hjemmet, gør det endnu mere svært, at kæmpe imod, der er endnu flere personer der desværre bliver involveret i min sygdom og dens udfordringer. Mine børn og min kæreste tilpasser sig utrolig meget, og må stå meget imod, det er en sorg og skam for mig, også selvom jeg godt ved det ikke er mig, men ocd ‘en.

OG det hjælper altså ikke at flytte ( til et nyt hjem ), ocd ‘ en flytter bare med, dét har jeg erfaret. Det eneste der hjælper, det er at kæmpe imod på selve kamppladsen, at kæmpe imod præcis hjemme i mit hjem, og jeg er slet ikke i tvivl om, at den dag Dennis og jeg vælger at flytte under samme tag, vil kampen blusse op på ny, – men vi skal nok klare det, – jeg skal nok klare det……..Men det er samtidig også en kamp jeg frygter, for der er kun mig til at tage den, og den er desværre uundgåelig.

At min ocd primært har, og stadig hersker i mit hjem, har også gjort, at hver gang, når jeg var på arbejde, på skolen ( da jeg på et tidspunkt uddannede mig ), på besøg hos andre, på ferie, – Så slapper jeg virkelig af, for jeg har ro for ocd ‘ en og dens kommandoer. Men når tiden sig nærmer, at jeg skal vende næsen hjemad, så begynder tankerne, planlægningen, ordrene, 4-tallerne inde i hovedet, SÅ jeg næsten ikke kan høre andet. Især når jeg er på ferie ( heldigvis er det idag meget bedre ), var de sidste 2 dage af en ferie rigtig trælse, for der var Tina allerede i ocd ‘ens vold, og overfor mine medrejsende, kunne jeg virke meget sur og kort for hovedet. Det eneste der var inde i mit hoved, var at komme hjem hurtigst muligt, så jeg kunne lave alle de ting, jeg ikke havde ordnet imens jeg havde været på ferie.

I bund og grund kender jeg ikke følelsen af, at være indspærret i et rigtigt fængsel. At få frataget sig sin frihed i længere eller kortere tid. Måske kommer den dømte ud af fængslet, bedre klædt på til et ordentligt liv uden kriminalitet, fordi han eller hun har arbejdet med sig selv, imens de var indsat, – måske ikke…………Men den følelse jeg istedet kender så meget til, – er at OCD ‘en har frataget mig min egen vilje og frihed – blot inde i mit eget hjem, og derfor har jeg i mange mange år følt, at mit hjem var mit fængsel.

De Varmeste Tanker Fra Tina

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TVANG#6 - JEG STRØG 6 TIMER OM UGEN....