MIT LIV FROM THE BEGINNING#1

BRUDDET MED MIN FAR………………

Jeg er igang med at skrive om mit liv – helt fra starten, så hvis du bedre vil kunne følge med, er det en rigtig god idé, at læse de 2 tidligere indlæg:

Klik her og læs 1. indlæg

Klik her for at læse om min Far Konstantin Lazaridis 2. indlæg

 


 

ituhjerte2

 

Jeg sidder på en skammel i badeværelse, imens føntørrer min Mor mit hår. Jeg har lige været i det ugentlige formiddags-bad om lørdagen, og lige om lidt kommer min Far og henter mig.

Jeg er cirka 5 år gammel, vi bor ikke længere i Bispehaven, nu bor vi et andet – men et endnu nyere betonbyggeri i Århus, stadig i Hasle. Fjældevænget som desværre ligeledes idag, er et ghetto-lignende boligområde.

Trods min ellers ( efter min egen opfattelse ) meget gode hukommelse, kan jeg ikke klart huske hvordan mit samvær i praktisk og logistik, egentlig var med min Far,-  efter mine forældre blev skilt. Men som jeg umiddelbart husker det, besøgte jeg ham hver anden weekend, hvor han altså kom og hentede mig lørdag formiddag. Jeg sov hjemme hos ham – hvorefter han afleverede mig sidst på dagen søndag.

 

“…..Mor jeg vil ikke med Far idag…………………………!!!”

 

Det var vist første ( og det blev også den ) sidste gang, jeg på nogen måde, havde givet udtryk for, at jeg ikke befandt mig godt hos min Far. Denne sætning og minutterne efter står for mig – stadig, som et ubehageligt og sørgeligt øjeblik i mit liv, – og i min fremtidige relation til min Far.

Jeg ved ikke om jeg har givet udtryk eller på anden måde udvist, overfor min Mor og hendes nye mand Poul, at jeg ikke ligefrem havde armene op over hovedet, over at besøge min Far. Men samtidig véd jeg også selv idag, – som fraskilt Mor med 2 børn, – at det er jo ikke liiiige altid, at børnene har lyst til at skulle afsted, når de sådan skal skifte hjem, – eller blot skifte “hjem” for en weekend endda. Så måske min Mor ( det ville jeg i hvert fald selv gøre ), endda har opmuntret mig til besøgende og weekenderne hos min Far, trods hendes eventuelle mistanke eller fornemmelse af, at jeg ikke befandt mig helt så godt hos ham. Jeg er slet ikke i tvivl om, min Mor har gjort alt i forhold til min relation til min Far, som var i den bedste mening og af kærlighed til mig.

Jeg husker ikke præcis hvad der skete, da hun stod der med føntørreren i hånden, og lille jeg meget bestemt modsatte mig, at tage med om få minutter, når det ringede på døren. Men jeg husker scenen, hvor min Mor og jeg står inde i lejligheden ( jeg lidt bag min Mor ) – vi står på den ene side af dørtærsklen, – døren er åben, det har lige ringet på, og min Far står ude i opgangen på den anden side. Jeg husker ingen ord, ingen skænderier. Men jeg husker, at min Far vendte sig om og gik, – uden af give mig et kram og et kys. Og da min Mor og jeg, – som vi altid plejede, når han hentede og afleverede mig, gik ud i køkkenvinduet for at vinke – Vendte han sig denne gang, ikke om for at vinke til mig 🙁 – Jeg ved selvfølgelig som voksen idag, at også han var dybt såret, og derfor reagerede på denne måde.

DEN følelse jeg havde LIGE der – den sidder stadig SÅ dybt i mig den dag idag. Jeg har ALDRIG båret nag til min Far, aldrig – aldrig, jeg har faktisk aldrig båret nag til nogen som helst, – det ligger ligesom ikke til min karakter……..

Jeg har aldrig før indenfor de seneste par år, kunnet sætte ord og følelser på denne situation. Men jeg var dybt såret, – og hvad jeg ikke dengang ( selvfølgelig ) vidste, var jo konsekvenserne af denne situation, og hvad de senere hen ville gøre i mig af uafsluttethed……………….omkring min relation til ham som Far, og til ham som et menneske jeg elskede og helt basalt stolte på.

Men jeg ved godt ( og det har jeg altid gjort ) – Hvorfor den lille pige der, ikke havde lyst til at besøge sin Far mere – i hvert fald på dette tidspunkt.

Jeg følte mig simpelthen utryg under besøgende hos min Far. Min fars kærlighed til mig, var der aldrig noget at sætte en finger på, – MEN det var måden, hvorpå han levede sit liv, – der gjorde en lille pige på 2-5 år utryg.

Ofte når jeg besøgte ham, skulle jeg med på hans arbejde, som kok i forskellige græske restauranter, – i Silkeborg og i Viborg, hvor også boede.  Det var først senere, at min far fik restaurant og igen bosatte sig i Århus. Jeg kan huske jeg sad der på de rustfri stålborde, ude i bagkøkkenet, mens han og det andet køkkenpersonale forberedte og lavede mad. Det var SÅ hyggeligt og sjovt, og lige der på køkkenbordet følte jeg mig faktisk helt igennem tryg og tilpas. Men det gjorde mig utryg, at han flyttede rundt hele tiden, – engang skulle vi flytte midt om natten ( ja sådan husker jeg det i hvert fald ) – og engang skulle jeg “passes” hos en mand, han kendte ( jeg havde aldrig mødt personen før) som havde en lædertøj-forretning, – så sad jeg der en hel dag ( sådan føltes det i hvert fald, i en lille piges liv ) inde i et prøverum der i butikken, indtil min Far kom og hentede mig, – og slutteligt husker jeg også, at han når jeg igen skulle afleveres hos min Mor om søndagen, ofte kom meget for sendt med mig – sendt om aftenen. Jeg husker ikke som sådan, at vi lavede ting sammen, men jeg glemmer aldrig hans duft af Old Spice aftershave, og lugten i hans tøj og hænder, fra arbejdet med maden hele tiden. En madlugt – jeg helt frem til idag, – trods at mange, ville finde præcis denne lugt helt forfærdelig, – elsker. At jeg har disse minder på godt og ondt, godt blandet sammen i en stor pærevælling, – om min Far, har muligvis haft større betydning, end jeg selv har tillagt dem, eksempelvis i mine valg af job, for ikke at nævne mændene i mit liv.

Lad os bare kalde en spade for en spade : – Faderkompleks……………….:-)

Jeg så aldrig min Far igen, førend 12 år efter. Og jeg fik aldrig igen en normal far-datter relation til ham, hvor vi så hinanden jævnligt………

Vi kommer alle til at opleve brud, sorg og smertefulde følelser og oplevelser, vi gerne ville have været foruden, og det gør vi hele livet igennem. Men det der nu engang er sket – er sket. Jeg har aldrig før, rigtig rodet op i disse uafsluttede følelser og tanker, om min relation til min Far, blandt mange ting, førend jeg i disse dage sidder her ved tasterne. Den eneste gang, der er nogen der har prikket til dette, har været da jeg i mine start 20 ‘ere gik i behandling på OUH Ungdomspsykiatriske afdeling, for en såkaldt spiseforstyrelse, som faktisk var en lille del af min spirrende OCD-sygdom.

Læs mit tidligere indlæg om spiseforstyrelsen lige her

Men tanken om, at hvis vi taler og taler og analyserer på alt det der ER sket, så bliver alt nok godt, – så falder alt nok på plads, så forsvinder eksempelvis min psykiske sygdom OCD pist væk 😉  – DEN tiltaler mig som sådan heller ikke, for det er ( efter min overbevisning – i min Verden – i mit Liv ) kun ved at se fremad, og kæmpe mod sine dæmoner fremadrettet, at arbejde med sig selv – fremadrettet, at tingene kan hele og bedres.

Men derfor har det alligevel gjort godt – med et drys af ondt på, at påtvinge mig selv:

At sætte mig ned. At reflektere over disse oplevelser. At mærke de følelser der er forbundet med brudet – sorgen – smerten – samt alle de dejlige minder jeg har om min FAR Konstantin Lazaridis.

 

hjerte2

De Varmeste Tanker Fra Tina

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MIT LIV FROM THE BEGINNING#1